Gaveregn til Podcaster-vindere - men hvor?

Podcasterprisen 2008 No Comments

Den eller de podcastere, der modtager prisen som Årets Podcaster 2008, får ikke alene lov til at gå hjem med æren og en statuette. Der vil også være gaver. Ikke kun til vinderen, men også til de runner-ups, som har fået så mange nomineringer, at de er kommet blandt de fem bedste, som der kan stemmes på efter 12. maj.

Det er endnu ikke lykkedes at finde en god sponsor til at beværte os eller stille et godt lokale til rådighed, når vi skal fejre prisen. Så sig endelig til.

Sponsorgaverne vil blive fordelt ved min hånd. Simpelthen for at alle får gaver, som de sætter pris på og ikke rynker på næsen, fordi de allerede har dem, ikke har brug for dem, eller de ikke duer til deres styresystem, eller lignende.

Sponsorgaverne er her nævnt i helt vilkårlig rækkefølge - ikke efter værdi - og listen er ikke komplet - der kan sagtens være flere, og der ER flere på vej:

PODHANDLE - brug af et “cms-system” til podcasting fra egen hjemmeside plus hosting i det første år.

Nabaztag - den “kommunikerende Kanin”, som nu kan tale dansk og som kan afspille podcasts og små beskeder og vrikke med ørerne imens.

Jason Van Orden, forfatter til bogen “Promoting your Podcast” opretter en eksklusiv netværksgruppe for podcastere  og har givet tre måneders gratis medlemskab til to personer.

Gipsteknik.dk, som ellers har specialiseret sig i at lave afstøbninger af babyhænder og fødder, leverer statuetten til Podcasterprisen 2008.

Tee Morris, som skrev bogen “Podcasting For Dummies”, sender to eksemplarer af sine nyeste bog “Expert Podcasting Practises for Dummies”.

Podhead.dk giver en t-shirt og en bog om videoblogging.

Techsmith  - har foræret to pakker med Screencast-softwaret Camtasia og Snagit (til Windows) - i fuldversion.

Karen Humle fra Violinconsult vil komponere en personlig intro/kendingsmelodi sammen med modtageren.

Sennheiser  har sendt et par behagelige hovedtelefoner.

Dansk Iværksætterforening giver to gratis medlemskaber i et år.

Giant Squid Lab har sendt et sæt knaphulsmikrofoner til  interviews som optages på laptop eller recorder.

Stemmecoach Gunilla Svendsen giver en times stemmeundervisning.

Webgrrls , foreningen for kvinder, der interesserer sig for IT og web, giver et års medlemskab og et kontant beløb til den bedst placerede kvinde.

Abelone Glahn fra A-Media har givet sin bog “Dit Virtuelle Håndtryk”.

Selv har jeg sponsoreret hosting til bloggen og domænet www.podcasterprisen.dk

Vel er jeg ikke fundraiser af profession, og et langt stykke hen ad vejen får man da også et blankt nej, når man kontakter marketingsafdelinger og virksomhedsejere om sponsorering. I høj grad har jeg trukket på mit netværk og på de mange kontakter, jeg har via de sociale netværk, eks. Facebook, hvor det ofte har været nemmere at nå frem end via mails.

Men som sagt, se dig omkring, har du noget, du kan smide oveni - eller har din virksomhed, din chef - et eller andet, som er relevant for en podcaster…?

12. maj er sidste frist for nomineringer

Podcasterprisen 2008 No Comments

Over hundrede nomineringer er havnet i min mailboks i løbet af den sidste halvanden måned. Jeg passer godt på dem, indtil vi den 12. maj kan tælle op og se, hvilke fem podcastere, vi kan stemme om frem til 1. juni og derefter overrække prisen til “Danmarks bedste Podcaster”.

 Producenterne af 17 forskellige podcasts er foreløbig nomineret til den første danske Podcasterprisen.

Mange har fået en enkelt eller meget få nomineringer. Andre har fået pænt mange, og jeg kan sige, at der bliver spænding til det sidste om, hvem, der ryger i top fem, og hvem, der ligger lige under.

Har du husket at nominere din favoritpodcaster? Hvis ikke, så send en mail til nominering@podcasterprisen.dk 

Hvis du ikke kender nogen danske podcastere, kan du måske finde nogen her.

De podcastere, der har fået flest nomineringer, går videre til afstemningen. Jeg kan sige med det samme - fem nomineringer er ikke nok.

Top fem vil blive offentliggjort her på sitet den 12. maj, og så kan der stemmes. Online og én gang per unikke bruger.

 Først, når hele prisoverrækkelsen har fundet sted, offentliggør jeg listen over alle nominerede.

Vær med til at nominere årets podcaster

Podcasterprisen 2008 19 Comments

Der et et halvt hundrede podcastere i Danmark. Deromkring. De mest aktive sender en ny episode om ugen, andre sjældnere, nogle har mange lyttere/seere, andre meget få.

Danske podcastere er en broget flok, som har i hvert fald én ting til fælles. De trænger til mere opmærksomhed og anerkendelse.

Derfor Podcasterprisen.

Alle kan være med til at nominere årets podcaster. 12. maj slutter nomineringsperioden, og derefter kan der stemmes blandt de fem podcastere, som har fået flest nomineringer. Det sker her på sitet, så snup RSS-feedet og følg med.

Vinder(ne) kender vi navnet/navnene på omkring 1. juni. 

Bemærk, at det er en podcasterpris, ikke en pris for den bedste podcast. Du kan nominere den eller de podcastere, du synes laver en god podcast. Du kan altså ikke nominere “De Sorte Spejdere”, “TV2-Nyhederne”, eller “Vejrudsigten fra DMI”. Prisen er tænkt som en anerkendelse af de podcastere, som producerer de bedste lyd- eller videopodcasts.

Der vil kun være én kategori. Hvis nomineringerne gør det relevant, kan der blive tale om en ærespris. Mere om det i givet fald.

Og der er et par regler mere:  

Podcastere kan ikke nominere sig selv

De nominerede skal have udsendt mindst én episode siden 1. november 2007.

De nominerede skal være danskere, som podcaster på dansk eller udenlandsk

Du kan nominere en eller flere podcastere via mail til  nominering@podcasterprisen.dk og oplyse så meget, du kan:

  • Navn(e) på podcaster(e)
  • RSS-feed på podcasten (hvis du kender det, ellers spring det over)
  • URL til podcastens hjemmeside (hvis den findes)
  • Dit eget navn og den emailadresse du kan træffes på (der vil være en lodtrækning blandt nominanter)
  • Gerne kommentarer og begrundelse for nominering - Hvorfor fortjener denne podcaster Podcasterprisen?

 Deadline for nomineringer er 12. maj. Først derefter offentliggøres de fem mest nominerede og afstemningen kan begynde. Først efter, at vinderen er fundet 1. juni, offentliggøres alle de nominerede.

Så, lad høre, hvilke(n) podcaster(e) du synes fortjener prisen.

Podcasterprisen søger sponsorer

Podcasterprisen 2008 No Comments

Podcastere får sjældent en krone for deres anstrengelser. De bruger masser af tid på at producere deres podcasts. Lytterne og seernes feedback er ofte den eneste belønning. Så vinderen og de best nominerede podcastere skal naturligvis have gaver, og gerne noget, som kan gøre deres arbejde lettere, sjovere og bedre. Vil du sponsorere, så er det blot at maile til sponsor@podcasterprisen.dk og fortælle, hvad du vil donere. Tilsagn om kontante beløb og gavekort er også velkomne. Men det er klart, at podcasteres ønskeliste altid rummer udstyr og gadgets til produktion eller afspilning af podcasts.

Sponsorer vil få bannerannoncer i højre sidebar på sitet med links til egne sites, hvis de medsender grafik i .jpg eller .gif-format i 175 pix bredde. Højde mellem 20 og 100.

Promover Podcasterprisen på din blog eller hjemmeside

Sig det videre 2 Comments

Hvis du vil promovere Podcasterprisen på din egen blog eller hjemmeside, så kan du indsætte denne grafik med link

podcasterprisen.dk

Hvis du har en podcast, så kan du tage denne kode og bede dit publikum om at nominere podcasten - senere bliver de opfordret til at stemme på Årets podcaster.

podcasterprisen.dk

Er du blandt de ti bedst nominerede, vil du få en ny grafik, som opfordrer publikum til at stemme på din podcast.

Next Entries »